Käte Lassen i Flensburg
Byrundgang
Vores FSJ-medarbejder har fulgt i Käte Lassens fodspor og tager dig med på en byrundtur, hvor du lærer kunstneren og hendes Flensburg at kende. Lyt eller læs om, hvordan byen har præget Käte Lassen, og hvordan hendes virke stadig påvirker bybilledet i dag.
Sådan fungerer det:
Gå til de enkelte stationer. Der er et link til hvert stop. Der finder du information om stationen i tekstform.
God fornøjelse!
Stationer
- Station 1: Käte-Lassen-Hof
Holm 51, 24937 Flensburg - Station 2: Hafenspitze
Am Kanalschuppen 1a, 24937 Flensburg - Station 3: Polizeipräsidium
Norderhofenden 1, 24937 Flensburg - Station 4: St. Marienkirche
Marienkirchhof 7, 24937 Flensburg - Station 5: Hans-Christiansen-Haus
Museumsberg 1, 24937 Flensburg
Station 1: Käte-Lassen-Hof
Käte Lassens forældrehjem
Det er år 1880. Her, på Holm 51 i Flensburgs gamle bydel, fødes Berta Katharina Lassen, som alle kalder Käte, den 22. februar. Hun er et af otte børn i en velhavende guldsmedefamilie.
Hendes forældre giver deres datter noget, som kvinder på denne tid sjældent fik lov til: tillid og frihed. Käte får lov til at gå sin egen vej. Hun får ikke kun ideel, men også økonomisk støtte. Og hun udnytter denne frihed: til sin uddannelse, sin kunst og sit selvbestemte liv.
Efter studieår i Hamborg og München vender hun tilbage til Flensburg i vinteren 1905. Hendes far har indrettet et eget atelier til hende på øverste etage i forældrenes hus. Her har hun en stor vinduesfront og en tagterrasse med fri udsigt over Flensburgs tage til fjorden. Her maler hun, modtager gæster og diskuterer. Væggene i hendes atelier er beklædt med kunst. På den måde skaber hun sig sit helt eget tilflugtssted i byen. Men her konfronteres hun også med de forventninger, der stilles til en kvinde i hendes tid. I 1916 forlover hun sig, men bryder snart forlovelsen igen. Også senere forhold mislykkes, fordi hun har følelsen af, at hun ikke kan være både kunstner og hustru på samme tid. Hun vælger kunsten.
I februar 1956 falder Käte Lassen foran døren til sine forældres hus. Der følger uger på hospitalet. Hun rejser en sidste gang, men hjemkomsten er svær. Hendes kræfter svinder, besøg bliver en belastning. Den 22. december 1956 dør Käte Lassen i en alder af 76 år.
Flensburg er hendes hjem, hvor hun altid kan vende tilbage. Og alligevel trækker det hende igen og igen væk: mod nord.
Station 2: Havnens spids
Käte Lassen, nord og havet
Skandinavien er et drømmested for Käte Lassen. Hun vender hele tiden tilbage dertil, ikke kun på grund af landskabet, men også på grund af kunsten. Allerede i 1904/05 rejser hun til København for at stifte bekendtskab med danske kunstnere og deres værker.
Käte Lassen oplever frihed og uafhængighed, da hun efter sit ophold cykler fra Skagen langs vestkysten, hvilket var næsten utænkeligt for en kvinde på den tid. Undervejs støder hun på et sted, der er helt specielt for hende: fiskerbyen Klitmøller. Fra 1906 til 1912 tilbringer hun sine somre her. Hun maler især kvinderne ved havet og fastholder dermed deres hverdag og levevilkår. Efter ophold i Vorupør bosætter Käte Lassen sig i Stenbjerg. Og det gør hun fra nu af hvert år, om sommeren og nogle gange også længere. Midt i klitterne bliver der bygget et træhus til hende. Hun bor sammen med fiskerfamilierne, lærer dem at kende, tilpasser sig deres livsstil og fastholder dem i mange af sine værker. For eksempel i værket »Nordisches Volk« fra 1935.
En vinter ødelægger en tornado hendes hus. Hendes ejendele blæser væk i alle retninger. Men denne naturkatastrofe smerter hende nok mindre end årene med verdenskrige.
Mellem 1914 og 1918, og især under Anden Verdenskrig, er hun udelukket fra at rejse til Danmark. Det er umuligt at rejse over grænsen, også til hendes elskede Stenbjerg. Hendes længsel er så stor, at hun endda vil forære den danske stat to af sine værker i håb om at få lov til at rejse ind igen. Men hendes anmodning bliver afvist.
Flensburgs havn er et symbol på denne splittelse: på den ene side nærheden til vandet og nord, på den anden side den mærkbare afstand, som ikke altid er let at overvinde.
Men hvad laver Käte Lassen i den periode, hvor hun ikke må rejse til Danmark? Det finder I ud af ved næste stop.
Station 3: Politihovedkvarteret
Käte Lassen under nationalsocialismen
Käte Lassen er ikke en politisk kunstner, men heller ikke en apolitisk iagttager. I begyndelsen af det nazistiske regime synes hun endnu ikke helt at forstå udviklingen. I 1933 ansøger hun om at deltage i en udstilling i Berlin, men uden succes. Hendes ven advarer hende om, at hendes fremtid som kunstner nu afhænger af de nye magthaveres velvilje.
Käte Lassen trækker sig derfor tilbage. Hun udtaler sig næsten ikke længere offentligt og arbejder videre i det skjulte. Hendes økonomiske situation er anspændt: Efter inflationen i 1920'erne kan hun ikke længere regne med støtte fra familien. Det gør det endnu sværere for hende at forblive kunstnerisk uafhængig.
Og således opstår der på trods af hendes indre afstand til nationalsocialismen i denne periode bestillingsarbejder. Heriblandt et portræt af Hitler til en bank, et vægmaleri til en skole i Eckernförde og det billede, som forbinder hende med denne station: „Zwei Schäferhunde“ (1935). Bestillingen kommer fra den daværende politichef. Käte Lassen har ikke ansøgt om den, hendes kunst er kendt og værdsat. Billedet viser rigsfarver, cirkelformer, en patetisk komposition og kan delvist henføres til den nationalsocialistiske billedsprache. Om Käte Lassen her arbejdede ideologisk eller tilpassede sig det snævre spillerum, forbliver uklart. Rygtet om, at hun senere malede et hagekors over i baggrunden af billedet, holder sig den dag i dag. Men restaureringsundersøgelser viser, at der aldrig har været et hagekors i baggrunden.
Også betegnelsen »nordisk« får i denne periode en ny betydning. Allerede før 1933 blev hendes kunst beskrevet således af andre og af hende selv. Nu tjener denne betegnelse også som ideologisk legitimering. Museumsdirektør Fritz Fuglsang understreger dette aspekt offentligt, sandsynligvis for at beskytte hende mod censur. Käte Lassen melder sig ikke ind i nogen nazistisk kunstnerforening. Hun holder sig udenfor og er samtidig midt i det hele.
Om hun distancerede sig af overbevisning eller tav af forsigtighed, kan man i dag ikke sige med sikkerhed. Det er sikkert, at hun ikke var en medløber, men heller ikke en modstandskunstner. Hendes vej gennem denne periode var en balancegang mellem overlevelse og holdning, mellem nærhed og afstand til systemet. Käte Lassens eksempel viser tydeligt, hvor tæt kunst, personlig holdning og politisk kontekst er forbundet med hinanden.
Station 4: St. Marienkirche
Käte Lassen og hendes glasmalerier
Det er værd at kigge ind i St. Marienkirken, især når solen skinner. For så strømmer farverigt lys ind i rummet, og Käte Lassens glasmalerier stråler i al deres pragt. I midten af 1920'erne begyndte kunstneren at interessere sig for glasmaleri. Først af økonomiske årsager, men snart opdagede hun et nyt kunstnerisk udtryksfelt. Hun dedikerede sig intensivt til udformningen af vinduerne. Hun satte alt andet i baggrunden og investerede meget tid i skitser, materialevalg og farvevalg. Hendes første større succes opnåede hun med vinduerne til Harrisleer Krankenhaus. Flere opgaver fulgte, blandt andet for Deutsches Haus i Flensburg.
I 1947 får hun opgaven med at skabe Maria-vinduet, som indvies højtideligt og med stor offentlig opmærksomhed i 1949. I alt skaber hun seks vinduer til kirken. Disse forestiller bibelske scener, fra »Dommedag« over »Passionen« til »Pinse«, ›Opstandelsen‹ og »Himmelfarten«. Vinduerne er farverige, detaljerede og fulde af symbolik. Scenerne er kendetegnet ved udtryksfulde figurer og dynamiske kompositioner. Levende samtidige personer tjener som modeller, som hun laver talrige skitser af. Hvis man ser nøje efter, bemærker man, at hun har udødeliggjort sig selv på en subtil måde i det sidste vindue til højre, der viser »Dommedag«.
Disse glasvinduer markerer afslutningen på Käte Lassens kunstneriske virke. På grund af helbredsproblemer kan hun ikke selv færdiggøre sit sidste arbejde for kirken. Hun dør, inden værket er færdigt.
St. Marienkirche bliver dermed ikke kun stedet for hendes kunstneriske højdepunkt, men også stedet, hvor man tager afsked med hende, for her, under de vinduer, hun har skabt, finder hendes begravelse sted i 1957.
Station 5: Museumsberg
Käte Lassens kunstneriske arv
Vores sidste stop fører os til et sted, hvor Käte Lassens værk lever videre: Museumsberg Flensburg. Hendes værker er en del af den permanente udstilling i Hans-Christiansen-Haus og kan ses på 2. sal. Allerede i 1907 fik hun sin første soloudstilling i det daværende Kunstgewerbemuseum, det nuværende Museumsberg. Den daværende direktør Ernst Sauermann erkendte tidligt hendes talent og blev en vigtig støtte. Han købte værker, organiserede udstillinger og gav hende værdifulde råd, også i svære perioder.
Men hendes kunst polariserer. Hendes billeder er ikke behagelige: de er kantede, egenrådige, umiskendelige. Mange finder dem for rå eller uhåndterlige. Andre, som Sauermann eller den senere museumsdirektør Walter H. Dammann, ser denne selvstændighed som hendes store kvalitet. Dammann gør sig fortaler for at gøre hende kendt uden for Schleswig-Holstein, desværre uden succes. Under nazitiden forsøger Käte Lassens senere protektor, museumsdirektør Fritz Fuglsang, sandsynligvis at beskytte hendes kunst mod censuren. Offentligt understreger han, at hendes værker er »nordiske«, en ideologisk ladet betegnelse, som han formodentlig bruger taktisk for at beskytte hende.
I 2007, 100 år efter hendes første soloudstilling og i anledning af 50-året for hendes død, værdsætter mange mennesker hendes kunst i en stor udstilling på Museumsberg. Men museet viser ikke kun hendes værker, men bevarer også omfattende vidnesbyrd om hendes arbejde: breve, skitser og optegnelser dokumenterer hendes liv.
En del af den permanente udstilling er også et af hendes selvportrætter. Det er bemærkelsesværdigt, at Käte Lassen her helt ærligt maler sig selv som den kvinde, hun har været hele sit liv: både i sine unge år med støtte fra sine forældre, i den periode, hvor hun levede selvstændigt og frit i Danmark, under nazismen og i forbindelse med sit sidste værk til St. Marienkirken. Käte Lassen er en kunstner.
Som kvinde i det tidlige 20. århundrede lykkedes det hende mod alle forventninger at leve af sin kunst. Og hun præger stadig sin hjemby Flensburg og regionen den dag i dag.